Hvem sagde valgkamp?

Min gl. ven Ulrich Ammundsen har gjort opmærksom på det her site, der er et veritabelt crash course i valgkampagner og som lægger ud med legendariske "I like Ike" og runder af med "Yes we can"::
http://www.livingroomcandidate.org/commercials/1952



Nu har vi jo ikke tradition for at lave rigtigt gode valgvideoer herhjemme, men dansk politik er ved at blive rigtigt spændende, når følger man den politiske debat med strategiske briller på.

De politiske dueller har også været præget af at partilederne spiller stort set samtlige kort fra Schopenhauers 'Die Kunst , Recht zu behalten' til at forsøge at vinde en ellers tabt diskussion.

Fra at generalisére modstanderens argumenter; falske præmisser; forvirring ved hjælp af konstante modspørgsmål; fordrejning af modstanderens ord til induktion og diversion osv.

Det betyder desværre også at nogle debatter næsten ikke flytter sig fordi der kæmpes så hårdt at forsvare positioner samtidigt med at man forsøger at lokke modparten ud på gyngende grund.

Fx med det klassiske kunstgreb 'Gør modstanderen rasende' ved hele tiden at pege på at forgængeren var bedre eller at den anden afbryder.

På den måde kan for meget spin - vs ægte strategi - fastlåse positionerne, så der ikke sker de væsentlige ryk for nogen af parterne.

Historisk set har spin jo siden Machiavelli haft den slagside, at spin doktorerne mere kæmpede for deres fag end for deres 'klienters' sag og dermed satsede at på at vinde slaget frem for krigen.

I virkeligheden tragisk, men hylende komisk, når man ser tilbage på amerikansk politik:



For de, der er bekendt med forhandlingsteknik, er det tydeligt, hvor effektfuldt det har været her hjemme, at de Radikale anlagde en hel anden og åben strategi, der skabte et vist skred - i et ellers fastfrossent landskab - ved ikke at sigte efter et zum zero eller win-lose end game.

Der imod har de turdet se andre politiske aktører på andre fløje som mulige medspillere, frem for modspillere; set målet som at nå enighed, fremfor sejr frem for alt; været milde mod mennesker, men hårde ved problemerne; satset på at stole på fremfor at mistro andre; turdet flytte sig fra forventelige positioner til nye; fremsat tilbud fremfor trusler og på den måde insisteret på at søge samarbejde og enighed fremfor at insistere på at holde en ellers låst position.

Og det er jo det god strategi handler om - at identificere og adressere den egentlige barriere for at skabe bevægelse og fremdrift i den ønskede retning.

Skal man hente eksempel fra amerikansk politik var både Ronald Reagan og Bill Clinton eminente politikere og forhandlere, fordi de turde tænke 'win-win' i mødet med hvad, der ellers nemt kunne udstilles som deres modstandere - som de i stedet behandlede som var det venner:





Og man kan da dårligt andet end elske brugen af en så uselvhøjtidelig humor fra start til slut: