Mad Men og virkeligheden?

“Whut?!?”
--Don Draper










Der er måske en del der har fået box sættet med 1. sæson af ’Mad Men’ til jul og håber på at finde strategiske- eller kreative guldkorn.

Selv er jeg først nu også færdig med første sæson og kan vist godt afsløre, at handlingen, der starter i 1960 - og altså før den kreative revolution og planning efterfølgende opstod som disciplin - i de første ni afsnit ikke har så meget at gøre med det professionelle bureauarbejde, som de fleste kender det.

Der imod er fokus livskriser. Det er faktisk lidt kedeligt, men den super skarpe stil fejler ikke noget og det er da momenter:







For dem der vil spare sig selv for at skulle slæbe sig gennem første sæson:

I første episode introduceres Don Draper, der laver cigaretreklamer om dagen, knalder en beat nik pige om natten for så at køre hjem til sin forstadsfamilie.

I andet afsnit smadrer Dons forsømte kone, Betty, familiens bil. Don finder hende en psykolog.

I tredje afsnit glemmer Don sit barns fødselsdag. Don køber derfor en golden retriever.

Afsnit fire åbner for de øvrige personer kan komme på scenen, startende med junior exec'en Pete, der stjæler nogle penge fra sine svigerforældre. Don’s hustru Betty bliver lagt an på af naboens søn.

Så følger flere afsnit med mere knas i relationerne. Pete der er jaloux over at en konkurrent annoncerer i Atlantic weekly, Joan er jaloux over at Peggy er klog og smart.

Don’s CEO, Roger, lægger an på Betty. Don drikker ham ned. Roger kaster op på kundes sko.

Så er der et rivaliseredne bureau der vil hente Don over og hyrer Betty som model.

Men Don siger nej til jobbet og en frustreret Betty skyder efter duer med et luftgevær.

Roger får et hjertetilfælde af alt for mange cigaretter og for meget druk i alt for lang tid og Don’s bror tager sig af dage og det kommer frem Don stjal en død soldats ID under Korea-krigen.

Peggy bliver forfremmet - og gravid…og Betty finder ud af hendes psykolog er spion for Don og sæson 1 slutter sådan set bare med spørgsmålet om Don og Betty kan klinke skårene.

Stilen i første sæson er super skarpt skåret over reklamemiljøet i de tidlige tressere, der stadig var domineret af ex-officerer som exec account directors og copy writers, mens AD’ere var endnu var et overset aktiv og henvist til en skæbne som illustratorer uden indflydelse på idé.

Noget der alt sammen – véd vi fra historien – ændres med Bill Bernbach, der som den første får idéen om at sætte tekst og AD sammen i teams og i det hele taget får sat en ny dagsorden med fokus på kreativitet som den drivende kraft og starter den kreative revolution.

Dén æra er på mange måder meget mere interessant end ren stil og lir fra de tidlige tressere.

Jeg kan i hverfald ikke lade være med at se frem til at serien tager mere fart og forhåbentligt kommer på tættere på reklamehistorien, som har formet dét, vi kender i dag.

Noget tyder på at det skal nok ske. Så i hverfald forleden afsnit på nettet fra fjerde sæson, hvor Don Draper og CEO Roger Sterling bliver fyret af bureuaets nye britiske ejere og må lavet deres eget bureau igen under navnet Sterling Cooper Draper Pryce.

De nye engelske ejere af det oprindelige Sterling Cooper har nemlig navnene Putnam, Powell og Low, hvilket trækker nogle spor til en interessant tid og virkelighed.

Navnet Powell henviser grangiveligt til Christopher Powell, der i mange år var adm. direktør for Londons berømte Boase Massimi Pollitt (BMP - nu DDB London).

Low lægger sig unægteligt inspiration tæt op ad efternavnet hos Frank Lowe, der var med i legendariske CDP og startede Lowe Howard-Spink.

Frank Lowe ville i hvertfald have været i sit rette element i Mad Men universet.

En af de mange historier om playeren Frank Lowe er fx at han og en sekretær ved en festlig lejlighed stod sammen i en elevator på bureauet .

Sekretæren vender sig mod ham og spørger: ”Fancy a blowjob, Frank?” .

Hvor til Frank Lowe siger: ”Well,what’s in it for me?”

På den mere seriøse og for planning relevante front kan det andet ’P’ hos de nye britiske ejere, nemlig Putnam, måske referere til Stanley Pollitt, der kan siges at være planningens stamfader.

Stanley Pollitt var i sin tid, parallelt med Stephen King fra JWT, drivende i pionerarbejdet op i gennem 60’erne og 70’erne med først brug af kvalitativ forskning til at forstå forbrugerne.

Dette arbejde gav så afsæt for en helt ny bureau struktur baseret på planning og med fokus på at lave relevant og distinkt reklame bygget på forbrugerindsigter og Pollitt’s definition af planneren som:

"The account planner is that member of the agency's team who is the expert, through background, training, experience, and attitudes, at working with information and getting it used - not just marketing research but all the information available to help solve a client's advertising problems."

Nu er det jo ikke til at sige, hvor meget man kommer til at se til det opkøbte bureau i de nyeste sæsoner af Mad Men.

Men det lover godt at serien begynder at trække på noget af den historie, de pionerer og de revolutionære principper, der har skabt grundlaget for bedre og mere interessant, relevant og markant reklame.

Så gør det jo ikke noget at serien også kommer omkring nogle af myter og sandheder, der på godt og ondt har været med til at forme synet på reklamebranchen, selv om det er godt branchen langt hen ad vejen er kommet videre fra den overfladiskhed som fx den (selv-)forståelse, der herskede omkring indgangen til 1990’erne: